Når du kommer til din vaccination, får du først en personlig konsultation, hvor vi spørger dig, om du har nogle allergier. Hvis du har en eller flere allergier, vurderer vi, om allergien, kan påvirke din vaccination og afgør, hvilke vacciner du kan få.
Almindelige allergier så som dyreallergi og pollenallergi, har ingen betydning for din vaccination. Fødevareallergier har heller ingen betydning, med undtagelse af allergi overfor æg. Særlige medicinallergier, eller allergier overfor specifikke kemiske stoffer, kan være afgørende for, om du kan blive vaccineret.
Allergi overfor æg
Nogle vacciner kan indeholde spor af æggeproteiner, hvis det har været en del af vaccineproduktionen.
Hvis du tidligere har oplevet en allergisk reaktion ved indtagelse af æg (kløende udslæt, vejrtrækningsbesvær, hævelser), kan du ikke vaccineres med vacciner, der indeholder spor af æggeproteiner. Hvis indtagelse af æg kun giver anledning til dårlig mave, kan du godt lade dig vaccinere med vacciner der indeholder spor af æggeproteiner.
Fælgende vacciner indeholder spor af æggeproteiner:
→ Gul feber
→ Influenza
→ MFR
→ TBE
Formaldehyd
Formaldehyd forekommer som et hjælpestof i mange vacciner. Formaldehydallergi er meget almindelig, typisk som kontaktallergi, dvs. en allergisk reaktion med kløende udslæt der, hvor man har været i kontakt med formaldehyd. Stoffet dannes naturligt i kroppen og findes også naturligt i fødevarer som for eksempel frugter.
Hvis du har almindelig formaldehyd-kontaktallergi, men aldrig har oplevet betydelige allergiske symptomer (kløende udslæt, vejrtrækningsbesvær, hævelser) ved indtagelse af formaldehyd, kan du godt lade dig vaccinere med vacciner, der indeholder formaldehyd, på trods af din kontaktallergi.
Fælgende vacciner indeholder formaldehyd:
→ Difteri og Stivkrampe
→ DiTeKiPolHib (Pentavac børnevaccine).
→ Hepatitis A
→ Hepatitis B
→ Hepatitis A+B
→ Influenza
→ Kighoste
→ Polio
→ TBE
→ Tyfus
Aluminiumsallergi
Aluminiumssalte forekommer som et hjælpestof i mange vacciner. Nogle kan være sensitive overfor aluminiumssaltene i underhuden, og kan udvikle aluminiumsgranulomer. Disse tilfælde er en kontaktallergi i underhuden, på trods af, man ikke viser tegn på aluminiumsallergi, ved kontakt på overfladen af huden.
Aluminiumsgranulom er en samling af aluminiumssalte og fedtvæv, som opstår i underhuden, der hvor man er vaccineret. Det kan som regel mærkes som en lille knude. Det er ufarligt, og der er ingen kendte tilfælde, hvor aluminiumsallergi har medført alvorlige akutte allergiske reaktioner (anafylaksi). Granulomet vil som regel forsvinde med tiden. Det kan dog klø meget i perioder, og det kan tage flere år, før det forsvinder helt. I medicinsk forstand, er der ikke tale om en egentlig allergi, som kan føre til akutte livstruende symptomer.
Tilstanden ses som regel kun hos børn, og opdages oftest efter de første børnevaccinationer. Studier viser, at aluminiumsallergi forekommer hos ca. 1 % vaccinerede børn, og at 92 % af de børn der har udviklet granulom, ikke udvikler granulom ved vaccination senere i livet.
Du kan godt lade dig vaccinere med aluminiumsholdige vacciner, selv om det tidligere har givet aluminiumsgranulom. Sandsynligheden for at udvikle et nyt aluminiumsgranulom, er meget lille.
Fælgende vacciner indeholder alumminium:
→ Difteri og Stivkrampe
→ DiTeKiPolHib (Pentavac børnevaccine)
→ Gardasil 9
→ Hepatitis A
→ Hepatitis B
→ Hepatitis A+B
→ Kighoste
→ Meningokok B
→ Pneumokok (Prevenar og Apexxnar)
Øvrige stoffer
Der findes også øvrige stoffer, som forekommer som hjælpemiddel i vacciner, og som potentielt kan give allergiske reaktioner. Det kan være Amphotericin B, Borax, Chlortetetracyclin, Ethanol, Gentamycin, Glutaraldehyd, Histidin, Kanamycin, Latex, Medium 199, Neomycin, Phenol, Phenoxyethanol, Polygelin, Polymyxin B, Polysorbat 80, Protaminsulfat, Saccharose, Streptomycin og Trometamol.
Allergier overfor disse stoffer er meget sjældent.